Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard lægger nu op til at ændre reglerne for fleksjobbere, der arbejder i deres ægtefælles virksomhed.
For et par måneder siden kunne Radio4 Morgen fortælle historien om hundredevis af fleksjobbere, der på grund af en indskærpelse, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har lavet, står til at miste deres fleksjob.
Det skete, fordi de arbejder i deres ægtefælles ApS- eller A/S-virksomhed – og det må man ikke, selvom det foregår i vid udstrækning i kommuner i hele landet, fordi reglerne er blevet forskelligt fortolket.
Men nu skal reglerne ændres. Det fortalte beskæftigelsesministeren i går på et lukket møde med Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Radio4 Morgen har været i kontakt med flere af beskæftigelsesordførerne, der var med til det lukkede møde, der alle bekræfter, at ministeren nu – mod forventning – er klar til at løse problemet.
Og det glæder Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen:
“Jeg synes, det er et rigtig godt budskab, vi kan sende til de mange mennesker, der er berørt af det her. Efter længere tids pres er det nu lykkedes også at få ministeren med på at finde en løsning. Det var konklusionen i dag (på mødet, red.), og nu arbejder vi på, at de mange mennesker, der er i dag er ansat i fleksjob i en ApS- eller A/S-virksomhed, kan fortsætte med at gøre det.”